Om sporten

Salget af en sølv- tikrone, udgivet i anledning af Kronprins Frederiks 18-års fødselsdag, blev væsentligt i udviklingen af el-hockey, da dette salg gav et overskud, som daværende industriminister Niels Vilhjelm stillede til rådighed for Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) til udvikling af industrielt forarbejdede hjælpemidler, som i særlig grad kommer handicappede udøvere til gode. Disse midler benyttede DHIF til at udvikle idrætter til personer med et svært fysisk handicap. I den forbindelse blev der i 1988 udskrevet en designkonkurrence. Arkitekten Mogens Holm Rasmussen vandt, og den elektriske sportskørestol var en realitet. Skive HIF anskaffer sig i 1989 de fire første stole, som fører til det første el-hockeytilbud i Danmark. Kort herefter indkøber DHIF adskillige stole med støtte fra Kulturministeriets Idrætspulje. Med indkøb af flere stole, kunne der oprettes flere klubtilbud. Der blev herefter dannet klubber i mange byer, bl.a. Aalborg, Nykøbing Falster, Skive og København.
De første turneringer i el-hockey blev afholdt i forbindelse med kurser i Kalundborg, hvor spillerne på banen sad i såvel de nye sportsstole som traditionelle kørestole med en paddel monteret foran. Endvidere

var der spillere med håndholdte stave på banen. Denne blanding gav ikke lige vilkår, og det viste sig også at være ret farligt. Det stod klart, at sporten måtte dele sig, og der blev udviklet to forskellige regelsæt.
Trofæet, der blev kæmpet om i disse første år, var intet mindre end Det gyldne Batteri, og derefter

var banen ellers kridtet op til den første forbunds-turnering. Den blev afviklet i Borup i 1996, og

Aalborg hjemførte den første pokal. Samme år drog Dan Jakobsen og Nicklas Charlton til de Paraolympiske Lege i Atlanta for at demonstrere sporten. Det blev desværre ikke det internationale gennembrud, som sporten fortjente og fortsat fortjener.
Turneringen har siden udviklet sig, sådan at der i dag bliver kæmpet i tre divisioner, hvor 1. division og 2. division er landsdækkende, mens 3. divisionerne er regionale. Orient Red Bulls, har domineret stævnerne og har hjembragt de fleste af mesterskaberne med Aalborg Racing Panthers lige i hælene.

Internationalt går det også fremad. Nordmændene har indkøbt mange stole, og klubberne opstår som knop- skydninger til eksisterende hockeyklubber. Svenskerne er på vej, men det går langsomt. Der er ligeledes grøde syd for grænsen i Tyskland og Holland.

Der er lukket for kommentarer.