Bare ordet “vicevært“, og man ser det samme for sig en ældre dansk TV-serie eller film, hvor vedkommende skubber lidt skidt sammen med en kost, mens man eller sidder i en kælder i en bygning og læser en roman eller en tegneserie og mest kommer ud, når der bliver kaldt efter en.

Det er lidt ligesom andre stillingsbetegnelser, der emmer lidt af romantik såsom skorstensfejer, hvor man blot ser på, hvad de umiddelbart laver, end at man lægger mærke til, hvor meget der egentlig lurer under overfladen af hårdt arbejde og ekstra opgaver.

Der er mange forskellige steder, at man kan være vicevært, men uanset størrelsen på ens arbejde, så er det ikke sådan en stilling, man bestiger, fordi man gerne bare vil kunne dalre lidt rundt, rette til, klatte lidt maling, slå noget græs eller kigge op til fru Jensen, når man lige skal kigge på vandmåleren og få en kop kaffe, nu man er der.

Det er hårdt arbejde at være vicevært, og sådan kan det være i mange dage i træk, hvorfor man ikke bare skal se det som sæsonarbejde, hvor der er meget at lave i en periode – sådan kan det ende med at blive mange dage.

Det er fysisk hårdt arbejde, og man skal registrere en hel del, samtidig med at man skal være en erfaren blæksprutte, der kan lave mange forskellige ting og nogle gange på samme tid, hvis man da ikke ligefrem skal hente arbejdskraft ind udefra.

Der kan ende med at være mange, lange arbejdsdage, og så kan man endda risikere, at beboerne eller dem, man ellers skal servicere, ikke er tilfredse med en, fordi man kom for sent til en opgave, end vedkommende ellers havde forventet.

Men man havde bare så ustandseligt travlt, at man ikke kunne finde tid til det – og man skal stadig møde op med et smil og vide overskud.

Det er hårdt at være vicevært.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *